Skabelsesmyte fra Ægypten:
Urhavet var først uden form og orden. Af Urhavet rejste der sig en høj Nun. På højen var Atum som skabte guden Shu og gudinden Tefnut som betyder luft og fugtighed. Af dette gudepar fødtes jordguden Geb og himmelgudinden Nut. Shu adskilte himlen og jorden ved at løfte himmelgudinden op så hun kom til at danne himlen med sin bøjede ryg. Hun støtter sig på hænder og fødder over Jorden der ligger under hende. Med hovedet i den vestlige horisont sluger hun hver aften solguden Ra, efter han er sejlet over himlen i sin båd. Om natten sejler han gennem underverdenen og om morgenen fødes han igen af hendes liv i den østlige horisont.
Himmelgudinden Nut herskede over alle himmellegemer som var hendes 'børn'. Man medbragte offergaver til solen i graven i håbet om, at man kunne følge ham som mandskab i hans båd og overvinde farerne i underverdenen for derefter at genopstå ligesom solen. Skaberguden Atum var en personificering af Khaos, hvoraf alting opstod. Han kom til live 'af sig selv' og før Jorden og himlen blev adskilt herskede han over alt. Han opstod sammen med Urhøjen og hvis ikke han fik offergaver ville han ødelægge alt hvad han havde skabt og selv blive til urslangen.

Skabelsesmyte fra Indien:
"I begyndelsen var kun det store selv, genspejlet i et menneskes form. Det spejlede sig og fandt ikke andet end sig selv, og dets første ord var: 'Dette er jeg.' Da indså han: jeg er dette skaberværk, for jeg har gydt det frem af mig selv. På den måde blev han dette skaberværk. Sandelig, han som ved dette, bliver i dette skaberværk en skaber. Selv'et følte frygt og derefter begær, så det deltes i to..."
Skaberguden Brahma havde tusinde øjne og fire hoveder så han kunne se i alle retninger. Udover Brahma, den skabende kraft, var der også Vishnu, den bevarende kraft og Shiva, den ødelæggende kraft som også rummer genfødslen i sig.
Skabelsesmyte fra Indien: Brahma
"Mens Vishnu ligger på den kosmiske slange i opløsningens vande, vokser en lotusblomst frem af hans navle. Da den åbner sig, afsløres Brahma siddende i dens indre, i færd med at forberede sig på at frembringe verden. Først skabte han en smuk ung kvinde af sin egen krop. Han forelskede sig i hendes skønhed, og da hun respektfuldt går rundt om ham, får hans intense lyst til at stirre på hende en række ansigter til at spire frem hele vejen rundt. Ved faderens og datterens forening skabes Manu, det første menneske."

Skabelsesmyte fra Grækenland:
Okeanos, floden der flyder rundt i en ring om jorden, er gudernes ophav og altings oprindelse. Flodguden var ikke helt alene, der var også Tethys - Altings moder. Floderne er Okeanos' sønner og døtre og alle deres navne er umulige at kende for almindelige dødelige. Den første gudinde var Gaia - den faste Jord - og forud for hende var der kun Kaos - den gabende tomhed. Sammen med Gaia opstår Eros - den skønneste af de udødelige guder - som hersker over både guders og menneskers sind.
Den gabende tomhed, Kaos, føder børnene Erebos, Afgrundens uigennemtrængelige mørke, og Nyx, Natten. Nyx driver elskov med Erebos og føder Æteren, Himmellyset og Hemera, Dagen. Gaia føder Uranos, Stjernehimlen, der kunne omslutte hende helt. Hun fødte også de høje bjerge og det skummende hav. Sammen med Uranos fødte Gaia de vældige urguder Titanerne og de enøjede Kykloper samt tre jætter med hver hundrede arme og halvtreds hoveder.

Skabelsesmyte fra Israel:
"I Begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden. Og jorden var øde og tom, og der var mørke over verdensdybet. Men Guds Ånd svævede over vandene. Og Gud sagde: "Der blive lys!" Og der blev lys. Og Gud så, at lyset var godt, og Gud satte skel mellem lyset og mørket, og Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Og det blev aften, og det blev morgen første dag."

Skabelsesmyte fra Norden:
I urtidsdagene lå der midt i verden en uhyre afgrund der kaldtes Ginnungagap. Mod nord stod det kolde Niflheim og mod syd lyste det brændende Muspelheim. Surt regerede i Muspelheim og hans sværd skal engang slynge ild ud over verden og styrte guderne i Ragnarok. Fra Ginnungagap fossede rivende elve ud i Niflheims rimtåger. Men fra Muspelheim slog den varme vind ind og smeltede rimlagene og dråberne tog menneskelig skikkelse. Således opstod den uhyre Ymer, alle rimtursers fader. Mens Ymer lå og sov, voksede der en mand og en kvinde frem af sveden i hans armhuler. Hans højre fod avlede en søn med den venstre, og fra dem kom en rig yngel, så verden snart blev opfyldt af grumme jætter.
Af dråberne fødtes også koen Audhumle og Ymer diede koens yvere. Imens stod koen og slikkede de salte sten i isbræen. Første dags aften groede en mands hår op af stenen, den næste dag blev det til end mands hoved, og den tredje dag sprang han helt frem og stod fri og frejdig på marken. Han kaldtes Bure og med jættekvinden Bestla fik han sønnen Bor. Fra Bor stammede de tre guder Odin, Vile og Ve. Da guderne voksede og fik kræfter, slog de jætten Ymer ihjel, og blodet randt fra ham i så stride strømme ud over verden, at jætteslægten druknede. Undtagen Bergelmer der reddede sig selv og sin kvinde på en kværn. De avlede en ny jætteslægt som endnu huserer i verden. Guderne tog Ymers lig og kastede det i Ginnungagap og skabte jorden af hans krop. Hans blod randt ud som hav og elve, hans kød blev til muld, hans knogler til fjelde, tænderne og benstumper til sten og bakker. Guderne ledte vandene ud, til de flød i en ring rundt om jorden og de løftede Ymers hovedskal op over jorden som et himmeltag. De satte en dværg til at vogte i hvert af dets fire hjørner: Nord, Øst, Syd og Vest. Under himlen svæver Ymers hjerne og derfor er skyerne så kolde og grumme som jættetanker. Guderne tog de gnister som hvirvlede ud fra Muspelheim og sendte dem op på himlen, så de lyste over jorden. Og de bestemte baner for alle himmellegemer, så de skrider frem det ene bag det andet, som dag følger dag og år følger år. Yderst ved havets bred lå Udgård og der gav guderne bolig for jætterne. Men inde på jordens midte helligede de et land og omgærdede det med Ymers øjenvipper, og den indhegning kaldte de Midgård, menneskenes verden. Af to træstammer som var drevet ind på kysten fra havet dannede guderne to mennesker Ask og Embla. De avlede de slægter som endnu bor i Midgård. I midten af Midgård, på den store slette Idavang, omgærdede guderne et hjem de kaldte Asgård og gudernes byggede huse og sale. Midt i Asgård står asken Yggdrasil, det mægtige verdenstræ, hvis grene breder sig ud over hele verden og hvis rødder strækker sig til hver del af verden.