Menuside
Fotografering
af Erling Poulsen
At fotografere himlen er nærliggende da øjet, fordi det er indrettet til at se bevægelser, kun har en ringe lys-samlende evne. Øjets pupil er også så lille, vi er dagdyr, at lyssvage ting ikke opfattes; i totalt mørke siges det at pupillen er 7 mm i diameter, men det gælder kun unge, 40-årige har en pupil der i mørke er ca. 5 mm og dermed kun indfanger halvt så meget lys som unges.
Når man skal vælge kamera til stjernefotografering er et spejlreflekskamera at anbefale, da eksponeringstiderne bliver lange skal man have trådudløser, ellers bliver billedet rystet, ved planetfotografering er rystelserne fra spejlet der svipper op så kritiske at en helt speciel teknik er nødvendig (hat-trick).
Filmen der skal bruges er et stort problem; hvis den er hurtig (>1000 ASA) bliver eksponerings- tiden kort, til gengæld er hurtige film ret kornede, og det må man så leve med; en langsom film giver skarpe billeder, men kræver lang eksponering.
S/H eller farve?
Professionelt bruges mest S/H film, det er det mest ærlige og giver mulighed for brug af filtre, således at man har check på hvilken energi de fotoner filmen har reageret på har haft. En anden fordel ved filterbrug er, at man kan udelukke en stor del af det menneskeskabte baggrundslys på himlen.
En farvefilm vil give de flotteste billeder, men vil ikke vise stjernerne som vi ser dem, generelt er farvefilm rødfølsomme og vil effektivt registrere den røde H- linie fra de udbredte gaståger i rummet. Den berømte Oriontåge er kraftigt rød på film, men visuelt i en stor kikkert (>15 cm åbning) viser den et grønt skær (det er en grøn O-linie der gør sig gældende).
Billedets størrelse
Hvis liniestykket s på filmen svarer til vinklen w på himlen og brændvidden af optikken er f gælder tg(w)=s/f: hvis s er lille i forhold til f (normalt) kan formlen omskrives til w=konst.*s/f, konst.= 206265 hvis w ønskes i buesekunder, 3438 hvis der ønskes bueminutter og 57,3 hvis der ønskes grader (tallene er antal per radian).
Det er en god ide at udklippe et hul med billedstørrelsen i sort karton, svarende til ens foretrukne fotooptik og ens stjernekorts størrelse, så vil man let kunne overskue hvad man kan få med på et billede og hvilke objekter der er for store.
Fastgørelse af kameraet
Hvis man har en almindelig trefod og en hurtig film er det nok, selvfølgelig vil himmelkuglens drejning komme med på billedet ved en lang eksponering, men det er også flot.
Vi kan regne ud hvor lang tid en eksponering må tage; hvis vi accepterer stjernespor på 0,2 mm på det færdige 10x15 billede ved en fotografering med 50 mm optik omkring himmelækvatoren. Sporet på negativet må så højst være 36*0,2/150 mm = 0,048 mm, på himmelen svarer det til (vi regner i buesekunder): 206265*0,048/50 " = 198", ved ækvator drejer himlen 15° per time eller 15' per minut eller 15" per sekund, en drejning på 198" tager altså 198/15 =13 sek.

Rigtig lange eksponeringer med finkornet film (100-400 ASA) kræver at kameraet fastspændes til en ækvatorialopstilling. Da det er meget svært at justere opstillingen helt rigtigt og de fleste timeakse-motorer går lidt ujævnt er det under eksponeringen nødvendigt at følge en af feltstjernerne med et trådkorsokular i kikkerten, så man ved finjusteringer kan sørge for at lyset fra samme stjerne hele tiden rammer samme sted på filmen.

Kameraet kan også fastspændes bag kikkerten i stedet for okularet, derved bruges hele kikkerten som optik, man siger kameraet er i primær-fokus. Man mister dog mulighed for at finstyre under eksponeringen og det duer ikke, metoden kan kun bruges på en dobbeltkikkert.
Der er dog en smart måde at spare den ene kikkert på, man benytter en off-axis guider, det er et rør der indsættes i okularholderen og kameraet sættes bag røret; inde i røret er et lille spejl lige ved ydersiden så det ikke kommer med på filmen, det sender lyset ud til siden hvor trådkorsokularet sidder, nu kan én kikkert bruges til både optagelse og guiding.

Man kan have problemer med fokuseringen af kameraet, det man gør er at finde en lysstærk stjerne og fokusere på den. I visse kameratyper kan matskiven udskiftes med en mere finkornet, det er en fordel.
Nogle er så irriterede over deres matskives lysstjælende egenskaber, at de fjerner den helt. Hvis man har mulighed for det er det en fordel at forstørre matskiven op enten med en lup eller med et af sine okularer.
De spikes der dannes uden om kraftige stjerner i en Newtonkikkert p. gr. a. holderne til det lille spejl kan bruges til fokusering, når fokus er perfekt kan de ses på matskiven (og kommer selvfølgelig med på filmen). Med andre kikkerttyper kan man lave sin egen forhindring (en tynd stang) som sættes foran kikkerten og danner to spikes uden om kraftige stjerner, forhindringen fjernes når der skal fotograferes.

Planeter
Planetfotografering er en noget vanskelig sag. Antag at vi ønsker et billede af Jupiter (den mest taknemmelige) på et tidspunkt hvor den er 40" i diameter og ønsker et billede hvor den er 2 mm på negativet. Formlen fra før giver brændvidde (mm) = 206265*2/40 = 10313,25 mm = 10,3 m, der skal altså bygges en noget stor kikkert.
Når det drejer sig om at få en lang brændvidde kan også bruges et optisk trick, lige som med en Barlowlinse, man indsætter et okular i et specielt rør der sidder i kikkerten, efter lyset er kommet igennem okularet vil det passere videre gennem røret og kunne danne et meget stort projiceret billede bagved, her fastgøres kameraet og billedet kan tages.
Man kan bruge følgende tilnærmede formel til beregning af den effektive brændvidde (efb): efb = fobj *a/foku, her er fobj = objektivets brændvidde, a = afstanden fra okularet til filmplanen og foku = okularets brændvidde (husk at indsætte alle tal med de samme enheder).
Opgaven fra før kan nu løses, lad os sige vi har en kikkert med 1000 mm brændvidde og et rør der giver 70 mm mellem okular og filmplan så får vi : foku = 1000*70/10313,25 = 6,8 mm, vi klarer altså opgaven ved at indsætte et 7 mm okular.
En irriterende ting er at når vi gør billedet større vil belysnings tiden gå op med kvadratet på forøgelsen af brændvidden, i eksemplet steg den 10x så belysnings tiden steg 100x.
Der vil let opstå rystelser når spejlet svipper op, så man anbringer et dække foran kikkerten (f.eks. en bowlerhat), trykker på udløseren, venter et par sekunder på at det hele skal falde til ro, fjerner hatten, eksponerer, holder hatten for igen og lukker for kameraet.
Belysningstider for planeterne ligger med en 20 cm kikkert på 2-6 sek.
Okularprojektion kan nemt give meget flotte billeder af månelandskaber, her kan kameraets indbyggede lysmåler bruges til bestemmelse af belysningstiden.
Fotografering med CCD'ere