Menuside
Klimaet og astronomien 
Erling Poulsen
Klimaet og solpletterne
En interessant sammenhæng er fundet mellem solpletternes periode, på ca. 11 år, og klimaet. Når der er kort tid mellem solpletmaksimaerne er Jordens overfladetemperatur højere. Det er vist nedenfor.
Mekanismen er følgende: Kosmisk stråling fra eksploderende stjerner og andre voldsomme begivenheder i Universet rammer hele tiden solsystemet. Strålerne danner joner i vor atmosfære og jonerne virker forstærkende på skydannelsen (på samme måde som joniserende stråling danner striber i et tågekammer). Når solen er aktiv, der er mange solpletter, vil stof, der udslynges, og det forøgede magnetfelt bremse den kosmiske stråling i Solens omegn, hvor Jorden er. Atmosfæren modtager derfor mindre stråling og der dannes færre skyer.
s. 698-700, Science, vol. 254, 1991

De sidste 1000 år.
Når kosmisk stråling rammer atmosfæren dannes Kulstof-14, en radioaktiv isotop af Kul, som indgår i alle levende væsner. Når en celle dør har den i sine molekyler et bestemt forhold mellem radioaktive og normale kulatomer, men de radioaktive atomer udsender stråler og omdannes som tiden går og forholdet bliver langsomt mindre. Denne metode bruges som bekendt af arkæologer når de skal aldersbestemme oldsager.
Når en årring i et træ er dannet dør cellerne, og da man ved simpel tælling kan tidsfæste årringen, kan man i dem måle hvor meget Kulstof-14, og dermed styrken af den kosmiske stråling, der var for år tilbage. Resultatet er vist her.

s. 360-388, The Sun in Time, Uni. of Arizona, Tucson 1991.

Grafen viser derfor også mængden af kosmisk stråling atmosfæren er blevet ramt af og dermed ændringerne i det gennemsnitlige skydække. Fra historiske kilder ved vi at høstudbyttet svandt ind i 1300-tallet med hungersnød, sort død og befolkningsnedgang til følge (det var også på dette tidspunkt vikingernes bondekultur på Grønland brød sammen). Omkring år 1700 var meget kolde vintre og klimaet i Europa blev ikke bedre før hen imod år 1800 hvor høstudbyttet så kunne danne grundlag for den industrielle revolution.
Klimaændringerne følger smukt ændringerne i den kosmiske stråling.

Drivhusgasserne
Da temperaturen er steget efter menneskeheden begyndte industrialiseringen og derfor fik et stort energibehov med udledning af CO2 til følge, har mange givet vor CO2-forurening skylden for temperaturændringen. Tanken er, at CO2, som er en såkaldt drivhusgas, ligesom gassen metan og vanddamp, virker som en dyne på Jorden, der forhindrer varme i at slippe væk. Det er heldigt for os at der er drivhusgasser, ellers ville Jordens gennemsnitstemperatur være langt under 0°C og livet besværlig/umulig-gøres, men for meget kunne føre til en overophedning, hvilket heller ikke ville være rart. Der er dog visse regulatorer i atmosfæren, forurening skaber også en del sulfatpartikler der nedsætter opvarmningen, og for meget vanddamp vil forøge skydannelsen som forhindrer energi at nå jordoverfladen.
Kurven over solpletperioden og temperaturændringen viser at menneskeskabte faktorer kun har ringe indflydelse, og den næste kurve viser at vi på langt sigt går koldere tider i møde. Dog spiller lokale jordiske forhold også ind på klimaet, store vulkanudbrud kan i nogle år nedsætte Jordens overfladetemperatur lidt, og ækvatorstrømmen "El Niño" i Stillehavet kan hæve temperaturen lidt når den vender.

Klimaet og Jordens bane
Solens aktivitet målt i antal solpletter betyder noget for klimaet over tidsrum på århundreder. Er man interesseret i klimaforandringer over tusinder af år er jordbanens form og jordaksens hældning af betydning, begge størrelser ændrer sig langsomt. Nedenfor er resultatet vist, den øverste graf viser ismængden på Jorden beregnet udfra mængden af tung ilt i forsteninger på Stillehavets bund (mængden af tung ilt skaldyr optager afhænger af vandtemperaturen). Nederste graf viser beregnede ændringer udfra Jordens baneændringer. Hvis vi regner ud i fremtiden tyder det på at vi nærmer os en ny istid.

 
s. 216-18, Nature, vol. 252, 1974

Mere på DMI's Hjemmeside.