Fra Jorden ses Solen i årets løb bevæge sig en gang rundt på himmelhvælvingen.
Stjernerne langs dens vej har siden oldtiden især symboliseret dyr, men den gennemløber også fire menneskelige stjernebilleder. Dyrekredsen er en meget gammel kalender.
Når sumererne i oldtidens Irak så Solen stå op, lige efter tilsynekomsten af Vandmandens stjernebillede i øst, varslede det regntidens begyndelse. Det gør det ikke mere, for Jordens akse og dermed årstidernes stjernebilleder har ændret sig. Efter regntiden var floderne fulde og det var tid for fiskene, Fiskenes stjernebillede.
Når Solen, landbrugets hersker, brændte midt på sommeren, stod stjernebilledet for dyrenes konge, Løven, op med den. Og når den varme tid var ovre, varslede Solens opgang med stjernebilledet Kornneget høstens komme. Senere kaldtes Kornneget for Jomfruen. Ofte ses hun afbildet med et neg i hånden.

1) Sadal Melek (kongens lykke), er omkring 760 lysår væk og lyser som 4000 sole.
2) Sadal Sund (hele verdenens lykkestjerne), er 612 lysår væk og lyser som 1500 sole.
3) Sadachbia, er 95 lysår væk og lyser som 20 sole.
4) Skat (stedet, hvorfra noget falder), er 85 lysår væk og lyser som 28 sole.

Yderligere litteratur:
Burnham's Celestial Handbook
Fremads Stjerneatlas.
Græske Stjernesagn, Gyldendals Uglebøger.
Gyldendals store stjernehåndbog, David Levy.
Himlens billedbog, E Juul Clausen.
Politikens bog om Stjernebillederne, John Sanford.
Stjernerne Fortæller, Skriver Svendsen.
Stjernehimlen, Henry Nørgaard.
Stjernernes Privatliv, Roy A. Gallant.