arkeoastronomi

Arkæoastronomi
Erling Poulsen

Arkæo betyder det, der vedrører oldtiden, og titlen altså oldtidsastronomi. Fra udlandet kendes astronomiske observationer især fra kulturerne i Babylon og Ægypten, men de havde også et skriftsprog, som i dag kan fortælle os om det. I det nordlige Europa fandtes intet skriftsprog, og vi må bygge vor viden på arkæologiske fund og de ganske få rejseberetninger fra skrivende, der har besøgt Norden.
Faget arkæo-astronomi er endnu ikke "stuerent" i Danmark, historikere søger andre fortolkninger på fortidens fund, men i andre lande er det anderledes. Faget fik sit gennembrud i England med fortolkningen af Stonehenge i Sydengland som et Sol-Måne observatorium (Hawkins, 1963), siden er mange stenkredse og andre stenmonumenter, især i Skotland, blevet forklaret på tilsvarende måde. I Tyskland er faget også blevet dyrket seriøst i mange år, og sidst er mange svenske stenanlæg blevet fortolkede astronomisk. Den store forskel på den betydning, faget tillægges, kan ses af, at der i "Den Store Danske Encyklopædi" under arkæo-astronomi er en artikel på 5 cm's længde, i den tilsvarende svenske "Nationalencyklopedin" er en artikel, der er 15 gange længere!

Hvad ved vi om oldtidens interesse for astronomi? I romerkejseren Cæsars (100-44 f. Kr.) bog "Gallerkrigen" fortælles at germanerne dyrker Sol, ild og Måne. Solvognen fra Trundholm viser også, at soldyrkelse fandt sted omkring 1200 f. Kr. Vore helleristninger er også fulde af soltegn. En langt senere kilde, araberen , al-Tartuschi, fortæller fra sit besøg i Hedeby ca. 950-60, at indbyggerne dyrker stjernen Sirius, dog er et fåtal kristne¹⁾.
Fra Adam af Bremen²⁾ (død 1076) ved vi, at svenskerne i Uppsala (svært af stedfæste, da mange lokaliteter havde dette navn) holdt en stor fest hvert 9. år. Også i krøniken af biskop Thietmar af Merseburg (død 1018) nævnes store offerfester i Lejre hvert 9. år. Ni år er netop tiden fra Månen har sit største til den har sit mindste udsving i sit opgangspunkt (½ Sarosperiode).
Vi ved altså om den førkristne tid, at himmellegemer er blevet observeret og dyrket, et enkelt er ydermere hyppigt afbildet.
Det er ikke overraskende, at observationer af Solen og Månen er blevet udført, det var den eneste mulighed der var, for at regulere kalenderen med dens religiøse fester.
Horisonten var i Island omkring år 1000 delt i ottendedele, ættir, og tiden for Solens løb gennem en ottendedel kaldtes en eykt; der blev også anvendt en deling i sekstendedele, en inddeling, vi i dag finder i kompasrosen. Denne simple inddeling af dagen må have haft rødder langt tilbage i Nordens historie. På danske og engelske solure fra middelalderen finder man samme inddeling.

På Madsebakke på Bornholm er et stort
helleristningsområde. Herfra kommer dette
soltegn med de 16 delinger, 1500-900 f. Kr.

Eksempler på anlæg i Danmark med påfaldende sigtelinier. Andebjerg, Tingskoven i Han-herred. En stenring med markeringer for sigte til solopgang ved jævndøgn og vintersolhverv. C-14 dateret trækul fra stedet angiver tiden for anlægget til 380-105 f. Kr.
Klosterbakken, Lille Harreskov. I skoven er mange stenanlæg, typisk med en stor sten i midten forsynet med en eller flere riller; der er også en Hørg (oldnord. Hargh, der betegner en rektangulær stendynge som blev anvendt til offerfester i førkristen tid), som har givet navn til skoven. Udover en mængde askegruber med forøget fosfatindhold, som kan forklares med indhold af brændte knogler, er følgende sigtelinier fra den centrale rillesten: solopgang ved sommer- og vintersolhverv samt jævndøgn + stjernen Sirius' opgangssted. I Store Harreskov er fundet et anlæg med sigteretninger til Månens opgangssteder i deres ekstremer.
Landskabskalenderen med centrum i Ole Rømers Høj; navnet skyldes, at man en overgang troede, at Rømer havde haft sit observatorium på højens top; oprindelig hed den Kongehøjen. Højen hører til en type menneskeskabte høje, der er karakteriseret ved at være stejle, have flad top, ikke have randsten og ikke indeholde grave. Men et formål må de have haft. Fra højen ses Solen stå op over Risby Tinghøj ved sommersolhverv; over lav pyramideformet høj ved Herstedøster forsamlingshus ved jævndøgn; ned i retning af Bavnehøj ved jævndøgn; opgangspunktet for Sirius i retning mod Stanghøj og Solens opgang ved vintersolhverv i retning langs Ole Rømersvej. Alle højene er af den omtalte type.

Stenkredsen på Andebjerg.

¹⁾ Herbert Jankuhn, Haithabu, Neumünster 1972. s. 172.
²⁾ Adam var tysker og kom omkring 1050 til Bremen, han rejste som den første rundt i Danmark for at give en beskrivelse af landet i forbindelse med "De hamburgske ærkebiskoppers historie". Nærmere i Gyldendals Religionshistorie.

Kilder:
Hugh Thurston, Early Astronomy, Springer Verlag New York 1994.
Astronomisk tidsskrift nr. 4/1986, 2/1987 og 2/1994.
Jens Vellev, Danske solure fra middelalderen, Hikuin, 6/1980.
Eden and Lloyd, The book of Sun-dials, Bell & sons, 1900
E. Laumann Jørgensen, Stjerner, Sten og Stænger, Arkæo-Astronomi i Danmark, Hernov 1994.

Mere om arkæoastronomi